Lokal gårdmand står klar med nye kartofler

Igen i år kan gårdmand Niels Hasselriis, som den første avler i Odsherred, gå på markedet med nyopgravede danske frilandskartofler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Gårdmand Niels Hasselriis fra Odsherred har slået sin egen rekord.

Allerede fredag morgen er han parat til at levere nye danske kartofler af sorten ’Solist’, og det er hele 2 uger tidligere end sidste år.

- Jeg kan ikke mindes, at vi nogensinde har været færdige på det her tidspunkt før. Det er formentlig kombinationen af en rimelig kort, men intens vinter og mange solskinstimer i Odsherred, der er årsagen, siger Niels Hasselriis.

Kartoflerne blev lagt i jorden den 25. februar i år. Familien har allerede prøvesmagt og garanterer for såvel god kvalitet som smag.

- Vi placerer kartoflerne i sydvendte morenebakker, og det giver en meget finere smag, fordi der er både smagsstoffer og mere energi i jorden, siger Niels Hasselriis.

Kartoflerne sælges fra gårdbutikken på Skelbjerggård på Stenstrupvej 74 i Højby Sjælland. Efter den 9. maj vil det desuden være muligt også at købe kartoflerne i udvalgte butikker i nærområdet.


Nyhedsoverblik