Løber reddet fra hjertestop

Hjertemassage kan redde liv - hvis man altså ved, hvordan det skal gøres. Det er Niels Starbæk et levende bevis på.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På Næstved Sygehus er Niels Starbæk så småt ved at komme sig.
Han plejede at være frisk og aktiv, onsdag tog løbeturen en uventet drejning. Under en tur med løbeklubben faldt han pludseligt livløs om.

- Jeg plejer at kunne mærke, hvis jeg skal tage det lidt roligt. Men det kunne jeg altså ikke i onsdags. Pludselig forsvandt jeg bare, og det næste jeg husker er, at jeg vågner op her på sygehuset næste formiddag, lyder det fra Niels Starbæk, der i dag stadig var lidt træt.

To kvindelige løbere skred hurtigt til handling og gav den 56-årige løber hjertemassage.
Leif Nielsen, der er løbetræner i løbeklubben HG Atletik og Motion husker tydeligt hændelsen, der fandt sted ved Herlufsholmskoven i Næstved.

- Jeg kom løbende og kunne se, hvordan de to kvinder arbejdede på højtryk, fortæller Leif Nielsen.

Massagen holdt Niels Starbæk i live i de afgørende minutter før ambulancen ankom.
Hans to redningskvinder er sygeplejerske-uddannede - men alle danskere burde kende til hjertestart. Det mener de i Hjerteforeningen:

- Som det ser ud i dag, redder vi kun 6,5 procent af de 3500 danskere, der hvert år falder om med hjertestop uden for hospitalet. Og det er en meget dårligere statistik end i vores nabolande, fortæller Hanne Balle, der er regionsleder og sygeplejerske i Hjerteforeningen.

Niels Starbæk har før i tiden selv været med til at arrangere førstehjælpskurser med Hjerteforeningen. Også før onsdagens hændelse var viden om hjertestart en hjertesag for ham:

- Nu kan man sige, at jeg i dag er et levende bevis på, at det virker. Jeg vil opfordre alle til at lære om hjertestart. Det er ikke svært, og det kan altså være altafgørende, fastslog han i dag.

Og regionslederen er enig:

- Det er ikke svært. Selv børn kan lære det, og det er det faktisk vigtigt, at de gør så tidligt som muligt, lød det fra Hanne Balle.

Du kan finde meget mere information om Hjerteforeningens kurser og instruktioner i, hvordan man kan redde liv med hjertemassage på Hjerteforeningens hjemmeside: www.hjerteforeningen.dk/sw80322.asp

Du kan også finde information om elektroniske hjertestartere her: www.hjertestarter.dk


Nyhedsoverblik