Listeriasag: Pålæg fjernet før det nåede ud til de ældre

Det pålæg, der er mistænkt for at indeholde Listeria, nåede aldrig ud til de ældre borgere, som Fælleskøkkenet i Sakskøbing leverer mad til, oplyser køkkenet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fællæskøkkenet og de ældre borgere, der får mad derfra, slap med skrækken i denne omgang. Tirsdag sendte Fødevarestyrelsen pressemeddelelse ud om, at der var fundet Listeriabakterier i pålæg, som blandt andet var leveret til køkkenet i Sakskøbing, men ingen af de ældre borgere nåede at sætte tænderne i det.

- Vi fik besked om sagen allerede i går (mandag red.), og heldigvis for os var maden denne gang kun leveret til plejecentrene, så vi kunne ret hurtigt sætte gang i vores rutine, når den slags sker, kassere maden og erstatte den med ny. Ingen havde nået at tage hul på det, der var mistænkt for at indeholde bakterien, siger Kirsten Skovby, leder af Fælleskøkkenet.

Kommer aldrig belejligt

Når hun siger 'denne gang' henviser hun til sidste sommer, hvor hele sagen omkring rullepølser og andet kødpålæg fra Jørgen A. Rullepølser i Hedehusene kørte. Her var maden nået ud til ældre borgere i eget hjem, og arbejdet med at få den hentet var derfor dengang langt større end denne gang.

- Den her type sager kommer aldrig belejligt. De skaber altid noget bøvl og besvær, men vi har helt faste rutiner for, hvad vi gør, og heldigvis var det som sagt til at få fjernet maden hurtigt den her gang, siger Kirsten Skovsby.

Maden er nu kasseret. Mad med Listeriabakterier i er for sunde og raske mennesker ikke farligt, men kan være det for ældre og svækkede personer. Symptomerne er influenzalignende såsom feber og hovedpine. I sjældne tilfælde kan listeria forårsage meningitis og blodforgiftning.


Nyhedsoverblik