To kvinder på henholdsvis 29 og 20 år blev torsdag eftermiddag kvæstet ved en trafikulykke ved Nørre Alslev på det nordlige Falster.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.
- En bil ender i en soloulykke, hvor bilen ruller rundt. To voksne kvinder kvæstes, mens en lille pige slipper fra uheldet uuden skader. Den 29-årige kvinde blev efterfølgende fløjet til behandling på Rigshospitalet, mens den 20-årige kvinde blev kørt til behandling i ambulance. De to er ikke i livsfare, siger politiets vagtchef Stefan Jensen til TV ØST.
Løftet fri med kran
I første omgang var meldingen fra politiet, at kun en enkelt kvinde var involveret i ulykken, men det tal er senere blevet opjusteret.
Politiet oplyser, at der var tale om en lidt større redningsindsats på stedet, da en af kvinderne lå fastklemt under bilen efter ulykken, og bilen måtte derfor løftes væk, før hun kunne bringes fri.
Ingen så det ske
Uheldet er sket i krydset mellem Smedevej og Skovvej umiddelbart syd for Nørre Alslev.
Politiet kender dog stadig ikke de nærmere omstændigheder ved ulykken, da de endnu ikke har haft mulighed for at tale med de implicerede. Ingen vidner har set det ske.
Artiklen er opdateret klokken 20.42 med nye informationer.