Lille jubilæumsvase fra Kähler revet væk

I august var det Næstved-firmaet Kählers store jubilæumsvase, der blev revet ned fra hylderne, og nu ser den mindre udgave ud til at være lige så populær.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I løbet af blot 8 minutter tirsdag morgen var Kählers små jubilæumsvaser udsolgt fra Næstved-firmaet Kählers egen webshop. Det skriver Sjællandske.

I august var der vild hype og tumultagtige tilstande hos isenkræmmerne på grund af Kählers 20 centimeter høje jubilæumsvase med messingstriberne, og mod forventning gik det ikke mere stille af sig med den lille udgave af vasen.

- Det kom bag på os. Vi har lavet mere end dobbelt så mange af de små jubilæumsvaser. Vi troede, vi havde lavet nok her i anden omgang, så alle, som gerne ville have en, kunne købe en af de små jubilæumsvaser, siger Kählers direktør Jesper Holst Schmidt til Sjællandske.

Langt de fleste af de små vaser er i løbet af de seneste 2 uger leveret ud til diverse forretninger, men alle har så vidt vides været forudbestilt.

Sælges videre af private til overpris

I august var jubilæumsvasen så populær, at den blev sat til salg af private til langt over købsprisen på 349 kroner på sider son Den Blå Avis, og det samme er sket for den lille vase. I november kom den i butikkerne i Imerco og Magasin. Prisen er 199 kroner, men den sælges på Den Blå Avis til både 500 og 1000 kroner.

- Jeg er enormt overrasket. Det havde vi ikke forventet, og jeg ved heller ikke, hvor vild jeg er med det, for jeg synes i virkeligheden, at Kähler og jubilæumsvasen har fået den opmærksomhed, som det fortjener i år, sagde Jesper Holst Schmidt i november til TV ØST.


Nyhedsoverblik