For lidt vind på motorveje

Det lyder genialt at placere vindmøller langs de danske motorveje. Så kan møller og biler støje om kap. Men, det blæser ikke nok på de sjællandske vejstrækninger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De moderne kæmpevindmøller skal hen, hvor ingen kan høre støjen for bar larm. De skal snurre om kap med dieselmotorerne langs landets motorveje i stedet for at genere natur eller naboer, lyder en idé fra Danmarks Naturfredningsforening, der har vundet massiv støtte på det seneste, skriver Berlingske.

Men opstilling af vindmøllerne langs motorvejen er langtfra det columbusæg, der baner vejen for regeringens plan om at rejse flere hundrede nye, store møller på land de kommende år.

På store strækninger af de sjællandske motorvejsnet blæser det simpelthen ikke nok, og langs den østjyske motorvej, hvor der er ret god vind, er der til gengæld for mange naboer for tæt på vejene. Dertil kommer, at hensyn til landskab, natur, jordbrug og andre tekniske anlæg også kan lægge hindringer i vejen for vindmøller langs motorvejene.

Professor i planlægning Esben Munk Sørensen, Aalborg Universitet, siger, at det bliver svært at finde gode placeringer for de nye store vindmøller langs motorvejene.

- Det bliver kompliceret og dyrt, hvis vindmøllerne skal rejses langs eksempelvis den østjyske motorvej. Det blæser ikke så meget som i Vestjylland, der er mange beboere at tage hensyn til, og ejendomspriserne er høje, hvis myndighederne skal ekspropriere sig til mølleplaceringer,« siger Esben Munk Sørensen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik