Levende genbank

I Danmark er forskelsbehandling noget, vi prøver at undgå, men på Tuse Næs er det en selvfølge, og det kan komme naturen til gode

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det kan umiddelbart lyde politisk ukorrekt, men faktisk er det helt i orden at favorisere danske gener. I hvert fald når det kommer til småtrær og buske. På Tuse Næs uden for Holbæk har Skov- og Naturstyrelsen i samarbejde med Skov & Landskab på Københavns Universitet lavet en levende genbank. For øjeblikket arbejder de med 35 forskellige arter.

- Det er lidt af et detektivarbejde. Først skal vi læse os til, hvor de gamle danske arter vokser, og så skal vi ud og hente frø fra dem, fortæller Viggo Jensen fra Skov & Landskab.

Når frøene er hentet hjem, bliver de sendt til Nordsjælland til et laboratorium. Her bliver de bedste frø valgt, hvorefter de bliver plantet ud enten på Tuse Næs eller i Jylland.

- Der er forskel på planter, selv om det er den samme art. Nogen gør sig bedst ved en blæsende kyst i Jylland, mens andre bedst kan tilpasse sig på Sjælland, forklarer Ditte Christina Olrik, biolog ved Skov- og Naturstyrelsen.

Når frøene er blevet til planter som f.eks. klitrose eller lind, bliver de plantet ud i naturen.

- Det er ikke fordi, vi ikke vil have udenlandske buske og træer i Danmark. Formålet med genbanken er, at vi får planter, som kan klare sig i det danske klima. Det har vist sig, at de oprindelige danske planter klarer sig langt bedre end de udenlandske, siger Ditte Christina Olrik.

- Det skyldes blandt andet temperaturforskelle og antallet af solskinstimer, siger Viggo Jensen.

Et andet formål med genbanken er at sørge for, at der igen kan blive mulighed for at købe danske frø. Det har længe været sådan, at der næsten kun var udenlandske på markedet, og det har været medvirkende til, at der er blevet flere udenlandske buske og træer - som så har været i konkurrence med de danske.

Frøene til projektet på Tuse Næs bliver både indsamlet hos private lodsejere og i statsskove.


Nyhedsoverblik