Levende dyr smides ud

Foto: TV ØST

Katte smidt i containere og hunde der bliver bundet i skoven og efterladt. I stigende grad bliver kæledyret smidt ud som simpelt affald når familien er træt af dem

Dyrenes Beskyttelse er bekymret over en stigende tendens hos dyre-familier, der behandler deres kæledyr, som affald, når de ikke længere er interessante.

Der er hunde der bliver bundet i skoven og kaniner, der er smidt i en papkasse på en parkeringspladsen og tendensen undrer folkene hos Dyrenes Beskyttelse.

- Jamen hvis de kan behandle dyrene på den måde, har de ikke noget mellem ørerne, siger Ellis Larsen der er kredsformand for Dyrenes Beskyttelse i Dragsholm.

Også hos Grevinge Katteinternat mærker de, at folk i stigende grad smider kæledyrene på porten. Alene i år har dyrlæge Sanne Svendsen modtaget over 500 katte, hvoraf ihvertfald 3 ud af 4 er dyreværnssager. Det kan være katte, der er fundet hylende i et villakvarter, fordi ejeren er flyttet, killinger, der er blevet smidt i en kasse på en parkeringsplads eller udhungrede sommerhuskatte.

- Det er jo dejligt, at der er søde og rare mennesker, der tager sig tid til at bringe dem hertil, når nu der er andre, der har smidt dyrene ud, siger Sanne Svendsen.  

Ellis Larsen undrer sig over, at folk vil være bekendt at smide sine dyr ud som affald. - Der er så mange andre ting, man kan gøre, hvis man ikke længere kan have et dyr, siger han. Enten kan man få dyret aflivet hos en dyrlæge, eller man kan aflevere det på et internat eller hos Kattens Værn.

Lige nu sidder der omkring 40 katte i Grevinge Katteinternat, der venter på at få et nyt hjem. Bare 500 kroner koster en sygdomsfri og øremærket kat hos Sanne Svendsen, alligevel må flere af kattene vente i mere end 2 måneder på en ny familie.

- Når de 2 måneder er gået, stopper Dyrenes Beskyttelse med at betale for katten, og så skulle den egentlig aflives, fortæller dyrlægen. Men så har jeg gået og arbejdet med dyret, og derefter kan jeg ikke bære at aflive det. Det er dejlige og tillidsfulde katte, der fortjener en chance til her i livet, siger Sanne Svendsen til TV2 Øst.

 

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App