Laveste antal indbrud i fem år

Politiet melder om en foreløbigt rolig jul med langt færre indbrud en sidste år. De forventer dog flere indbrud i de kommende dage.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For mange danskere er juleaften et af årets højdepunkter, og det gælder også for landets indbrudstyve, der lader sig friste af, at mange huse og lejligheder står tomme hen i timevis. Men foreløbig ser det dog ud til, at indbrudstyvene har haft mindre travlt i år, end de plejer. I hvert fald viser en opgørelse, som Rigspolitiet har lavet 1. juledag, at politiet har modtaget langt færre anmeldelser om indbrud i år end i de sidste fem år.

Politiets opgørelse over anmeldelser dækker perioden fra den 20. december til klokken 07.00 1. juledag fra 2010 til i år, og den viser, at antallet af indbrud på landsplan i perioden er næsten halveret i år i forhold til sidste år. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi melder om 53 indbrud i perioden, mens der i Mindt- og Vestsjællands politikreds har været 71.

Flere indbrud de kommende dage

2013 er da også det år med flest indbrud, nemlig 1388, mens tallet i år er styrtdykket til 714. Ses alene på juledøgnet er der i år anmeldt 240 indbrud, hvilket også er langt under det normale.

Erfaringen viser dog, at antallet af anmeldelser vil stige i de kommende dage, efterhånden som folk vender hjem fra juleferien og opdager, at de har haft ubudne gæster.

En ting har dog ikke ændret sig: Det er først og fremmest let omsættelige varer, som for eksempel smykker, iPads, mobiltelefoner og bærbare computere, tyveknægtene går efter. Det er ikke alle indbrudstyve, der er sluppet godt fra deres indbrudsforsøg juleaften. Flere kredse melder om anholdte personer i forbindelse med indbrud.

Flere politikredse har også indkaldt ekstra mandskab 25. december for at sikre en hurtig håndtering af de mange anmeldelser, der er kommet og kommer i løbet af 1. juledag.

 

      /ritzau/


Nyhedsoverblik