De fleste kender nok Holmegaard som noget med kunstglas og oplevelser. Det er dog ikke den del, der er blevet solgt, men derimod den fabrik, som laver glasflasker til øl, vand, konserves osv.
Rexam Holmegaard A/S har 350 ansatte på deres fabrik i Holmegaard. Sidste år havde fabrikken en omsætning på 450 millioner kroner.
Fabrikken i Holmegaard er en del af en større koncern, Rexam, som ejer 13 glasværker. Nu er den virksomhed blevet købt af et irsk selskab, som har ni glasværker.
Med købet bliver det irske selskab, Ardagh Glass Group, den trediestørste producent af glasemballage i Europa.
Kim Holmberg, som er økonomidirektør hos Rexam Glass Holmegaard siger, at man forventer at der går mellem seks uger og tre måneder før konkurrencemyndighederne siger ja eller nej til salget.
Rexam Glass Holmegaard købte sidste år en ny glasovn til fabrikken i Holmegaard til en værdi af 85 millioner kroner. Fabrikken har så travlt, at man ikke kan levere alt det glas, som det skandinaviske marked efterspørger.