Landstræner kritiserer boligforhold i Næstved

02:37

Kim Rasmussen, der er Polens landstræner, synes ikke om de boligforhold, hans spillere er blevet tilbudt ved VM.

"Flovt". Sådan beskriver Polens landstræner, den danske Kim Rasmussen ifølge tv3sport.dk den indkvartering, de er blevet budt i forbindelse med håndbold-VM.

Han og hans spillere bor på Smålandshavet Konferencecenter ud for Næstved.

- Som udenlandsdansker vil man gerne vise Danmark frem fra sin bedste side. Men i den her situation er det sgu lidt flovt at være dansker. At vi skal være vidne til det her ved et VM i Danmark, er jeg bare flov over, siger han til tv3sport.dk

Ifølge træneren passer stedet slet ikke til de krav, VM-deltagende håndboldspillere har brug for at få opfyldt.

Især sengene får hårde ord med på vejen som værende for dårlige. Men også det, at værelserne ligger for langt fra hinanden er ifølge træneren problematisk.

Det betyder ifølge Kim Rasmussen, at holdet har svært ved at samles.

Han understreger dog, at det ikke er selve feriecentret, han kritiserer.

- Det her sted fejler absolut ingenting. Jeg ville slet, slet ikke have noget imod at tage herned med min familie på ferie, og det er vigtigt, at jeg med store bogstaver siger ferie. Det ligger ud til vandet, der er mange hyggelige ting, men det er overhovedet ikke VM-standard, siger han til tv3sport.dk

- Helhedsindtrykket var godt

Formand for Dansk Håndbold Forbund, DHF, Per Bertelsen, var godt klar over, at nogle af de andre hold, der bor samme sted, havde kritikpunkter. Men han var af opfattelsen, at det var løst.

- Jeg var selv nede for feriecentret for to dage siden. Og vi har forsøgt at afhjælpe de problemer, som de andre hold pegede på. Der var nogle, der ikke boede overfor hinanden og så videre. Men vi fik flyttet på dem og købt nogle ekstra madrasser. Så mit indtryk var, at situationen var løst, da jeg kørte derfra, siger Per Bertelsen.

Polen ankom ifølge Per Bertelsen efter DHFs besøg. Og han forstår derfor ikke helt kritikken.

- Jeg negligerer ikke problemet, og jeg er ked af den opfattelse, de har. Og der er selvfølgelig ikke tale om et hotel i 14 etager, men det er et konferencecenter, der bliver brugt hver dag. Der er så mange andre gode faciliteter, de kan tilbyde. Og jeg kan selvfølgelig ikke sige om sengene er gode eller dårlige, men generelt var helhedsindtrykket godt, siger han.

Kim Rasmussen har over for TV ØST ikke haft lyst til at kommentere mere på kritikken. Samme melding kommer fra feriecentret, der søndag heller ikke har ønsket at udtale sig.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App