Landsretten nedsætter straf i Minna-sag

Østre Landsret har onsdag valgt at skære et halvt år af straffen til den 49-årige kvinde, der er dømt for at efterlade Minna Dahl Michelsen i en sump i solen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Halvandet års fængsel blev i dag onsdag til 1 års fængsel, da Østre Landsret afsagde kendelse i sagen om Minna Dahl Michelsens død.

48-årige Minna Dahl Michelsen forsvandt fredag den 19. juli 2013 omkring klokken 11 i Nykøbing Falster. 9 dage senere blev hun fundet ved en å på Lolland.

Den 49-årige kvinde blev i slutningen af februar idømt halvandet års fængsel for ikke at have gjort nok for at hjælpe Minna Dahl Michelsen, der var psykisk ude af balance og havde autistiske træk.

Forsvarer: Forstod ikke situaionens alvor

De 2 havde bevæget sig ud i et sumpområde, da Minna Dahl Michelsens ben sad fast. Da hun blev fundet, var hun død - formentligt af dehydrering. I retten forklarede den 49-årige, at hun gjorde, hvad hun kunne for at få folk, hun mødte, til at hjælpe med at få Minna Dahl Michelsens ben op af hullet. Selv blev hendes opmærksomhed afledt af et par mænd, hun mødte på vejen, og som tilbød hende en øl og en cigaret.

I byretten fortalte hendes forsvarer Louise Tschernja, at hendes klient har en hjerneskade og en del personlige problemer, der gør, at hun agerer i affekt under pres og stress. Onsdagens retsmøde blev holdt, uden at den 49-årige selv var til stede. Hun mente, at hun var for syg til at møde op, men da Østre Landsret ikke ville godtage hendes lægeerklering, blev der afsagt kendelse.

- Jeg havde håbet på, at skyldsspørgsmålet kunne blive behandlet, men det kan det ikke, når hun ikke selv er til stede. Den paragraf, hun er dømt efter, er så fortolkningsmulig, at jeg gerne så den behandlet. Den siger, at man skal hjælpe andre efter bedste evne, hvis de er i livsfare, men er svært at definere, hvad evnerne er rent mentalt. Jeg mener for eksempel, at min klient ikke havde evnen mentalt til at opfatte situationens alvor, siger Louise Tschernja, der havde sagen i byretten, men som måtte overlade den til sin far Harry Tschernja i landsretten, da hun ikke selv har møderet der.

Overvejer Højesteret

De vil nu sammen med den 49-årige kvinde overveje, om de skal forsøge at få sagen prøvet ved Højesteret, ligesom anklagemyndigheden skal se på, om den skal agere yderligere.

- Min klient har hele tiden sagt, at hun ville gå hele vejen, og det er jeg enig i, men nu skal vi have diskuteret sagen grundigt, og så må vi se, hvad vi gør, siger Louise Tschernja. 


Nyhedsoverblik