Landsret vurderer fængsling i bestikkelsessag over to dage

Der skal egentlige retsmøder til for at afgøre, om det var rigtigt at fængsle seks mænd for bestikkelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Østre Landsret vil bruge to dage på at vurdere, om det var rigtigt, da Retten i Nykøbing Falster i sidste uge valgte at varetægtsfængsle seks mænd i en omfattende sag om påstået bestikkelse.

Efter et 13 timer langt grundlovsforhør i Nykøbing valgte de sigtede alle at kære fængslingen til landsretten, og her har tre landsdommere vurderet, at sagen er så kompleks, at der skal egentlige retsmøder til for at afgøre mændenes skæbne.

De finder sted 23. juni fra 9.30-15.00 og 24. juni fra 9.30-12.00, oplyser landsretten.

Typisk deltager anklagere og forsvarere ikke i landsrettens behandling af sager om varetægtsfængslinger, men i dette tilfælde er der tilsyneladende behov for en såkaldt mundtlig forhandling om spørgsmålet.

- Det er vurderet, at det er den mest forsvarlige måde at gøre det på - blandt andet set i lyset af, at alle forsvarsadvokaterne har bedt om det, lød det mandag fra retten.

Retten i Nykøbing Falster besluttede at varetægtsfængsle de sigtede frem til 2. juli.

Politiets påstand er, at ansatte i to it-firmaer har ydet bestikkelse til personer ansat i Region Sjælland, Kriminalforsorgen og Rigspolitiet.

Blandt de fængslede er to ansatte fra henholdsvis Region Sjælland og Rigspolitiet. Sidstnævnte har tidligere arbejdet for Region Sjælland.

De fire andre er medarbejdere i to it-firmaer, hvoraf det ene er Atea A/S.

Angiveligt skal der på en særskilt konto i Atea være stillet mindst en million kroner til rådighed for de offentligt ansatte.

I alt er 13 personer sigtet i sagen, men kun de seks personer blev fremstillet i grundlovsforhør.

Byretten begrundede fængslingen med, at de seks på fri fod vil kunne ødelægge politiets betydelige efterforskningsarbejde.

/ritzau/


Nyhedsoverblik