Landsret lemper straf for trafikdrab

Østre Landsret har skåret 3 måneder af straffen til den 42-årige mand, der er dømt for at have kørt en 63-årig kvinde ihjel ved Høng i september sidste år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 42-årig mand kommer ud af fængslet 3 måneder før tid, efter at Østre Landsret har mildnet hans straf. Det skriver B.T.

Mandag den 16. september sidste år kom den 42-årige kørende i lastbil på Sæbyvej nord for Høng. Her ramte han kvinden, der netop havde afleveret sine børnebørn i dagsinstitution.

Manden forklarede senere, at han troede, han havde ramt en hjort, hvilket også var det, han sagde, da han ringede til sin vognmand efter påkørslen. Han kørte fra stedet uden at stoppe for at se efter det dyr, han mente, han havde ramt, og kvinden døde på stedet.

Promille på 0,65

Politiet fandt dog frem til ham senere på dagen og kunne 7 timer efter uheldet konstatere, at den 42-åriges promille var på 0,65. Under grundlovsforhøret fortalte han, at han aftenen før havde drukket et par øl og en hel flaske bitter.

Byretten idømte i maj den 42-årige chauffør 2 års fængsel for trafikdrabet, men landsretten valgte altså at nedsætte straffen til 1 år og 9 måneder. Landsretten stadfæstede dog den del af dommen, der betyder, at han er frakendt sit kørekort i 8 år. 


Nyhedsoverblik