Kommune bremser fitnesscenter

I Ørslev er den lokale idrætsforening ved at miste tålmodigheden med Ringsted Kommune. De vil udbygge deres klubhus. Men i et år har de ventet på kommunen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tegningerne er på plads, og entreprenøren er klar til at gå i gang med byggearbejdet. Men Ørslev Idrætsforening venter stadig på Ringsted Kommune.

I februar 2014 sendte de en ansøgning til Ringsted Kommune, fordi de gerne vil lave en tilbygning til deres klubhus. I den nye bygning på 114 kvadratmeter vil de lave et fitnesscenter.

Men efter et år har de stadig ikke fået noget svar fra kommunen.

- Vi har så mange ting, der er i gang, og vi mangler kun den godkendelse. Det er meget frustrerende, at der ikke sker noget. Vi vil bare gerne starte fitnesscentret op, siger Anja Sølund, der er formand i Ørslev Idrætsforening.

Fredag ringede Anja Sølund til kommunen for at høre til ansøgningen. Her blev hun overrasket over svaret.

- Jeg fik at vide, at den godkendelse og den afdeling som skal godkende ikke eksisterer i Ringsted Kommune, siger Anja Sølund.

Borgmester Henrik Hvidesten vil nu undersøge, hvorfor idrætsforeningen ikke har fået noget svar.

- Det er dejligt, at der er nogle lokale ildsjæle, der arbejder med projektet. Så er det selvfølgelig ærgerligt, at der er gået så lang tid. Jeg fik det at vide i fredags, og jeg har ikke fået nogen redegørelse endnu. Den skal jeg selvfølgelig have, og så må vi forhåbentlig snart komme med en afgørelse til dem, siger Henrik Hvidesten (V).

 


Nyhedsoverblik