Læreruddannelse i Holbæk lukker

Foto: TV ØST

Trods protester fra elever og lokale politikere har bestyrelsen ved UCSJ nu besluttet at lukke læreruddannelsen i Holbæk.

Efter over 50 år med læreruddannelse i Holbæk er det nu slut. Bestyrelsen ved University College Sjælland har på sit seneste møde taget den endelige beslutning om lukningen.

Den varslede lukning har ellers udløst protester fra de studerende, lokale politikere og erhvervsliv. Samtidig er der indsamlet op mod 1.800 underskrifter imod lukningen.

Men i en pressemeddelelse skriver University College Sjælland, at det faldende elevtal fælder skolen.

-  Læreruddannelsen i Holbæk har været meget succesfuld, men situationen er nu, at der fra efteråret 2014 vil være tale om et meget lille fagligt miljø med 30-35 studerende pr. årgang. Vi vil fremover langt bedre kunne tilbyde læreruddannelsen i større og stærkere faglige miljøer i Roskilde og Vordingborg”, fortæller bestyrelsesformand Hans Stige i meddelelsen.

Til sommer er der ca. 150 studerende tilbage på seminariet. De skal fortsætte deres uddannelse i Roskilde eller Vordingborg.

 Der er ikke planlagt afskedigelser af medarbejdere i forbindelse med lukningen  i Holbæk.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App