Længere ture med ambulancen

Gravide og hjertepatienter ligger længere tid i ambulancen, fordi der er blevet længere mellem sygehuse, der tager akutte patienter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er blevet længere mellem sygehusene i Danmark. Hjertepatienter og gravide kvinder kommer ofte ud på længere køreture end tidligere, oplyser Falck.

Sidste år var en ambulancekørsel i gennemsnit på 37,2 kilometer, mens den i 1996 var nede på 25,9 kilometer. Desuden viser tallene, at der er blevet flere kørsler, og det betyder alt sammen en øget regning til skatteyderne.

- De stigende antal kilometer og mandetimer og dermed stigende udgifter er en af følgerne af den øgede centralisering og specialisering i sundhedssystemet, siger divisionsdirektør Ole Qvist Pedersen i en pressemeddelelse tirsdag.

Han forsikrer, at patienterne sagtens kan være trygge, selv om transporterne er blevet længere. Redderne har nemlig fået en bedre uddannelse.

- Der er blevet længere mellem de sygehuse, der modtager akutte patienter, og mange skal også køres et bestemt sted hen for at modtage en særlig behandling, siger Ole Qvist Pedersen.


Nyhedsoverblik