Et færdselsuheld fredag morgen var så alvorligt, at redningsfolkene måtte tilkalde en lægehelikopter. En 43-årig kvinde blev fløjet til Rigshospitalet.
Omkring klokken 7.30 kørte hun i personbil frontalt ind i en lastbil på Holbækvej mellem Tømmerupvej og Tingvejen ved Kalundborg lige før en rundkørsel i den østlige del af byen.
Kvinden blev klippet fri, og politiet oplyser klokken 12, at hun desværre er omkommet på grund af sine kvæstelser.
Vejen var spærret i næsten fire timer, men er nu åben igen.