En 50-årig kvinde har erkendt, at hun står bag sin 56-årige
mands død ved at kvæle ham med en pude. Kvinden sigtes for drab
og vil senere mandag blive fremstillet i et grundlovsforhør i
Nykøbing Falster med krav om fængsling.
Den 50-årige kvinde ringede sent søndag aften til Sydsjællands
og Lolland-Falsters Politi og fortalte om forbrydelsen, der
skete i parrets lejlighed i Trolleparken i Neder Vindinge nord
for Vordingborg.
- Hun har over for politiet erkendt, at hun pressede en pude
over hans ansigt. Det var formentligt i den forbindelse, at han
afgik ved døden. Det skete efter nogle forudgående
uoverensstemmelser, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn.
Manden var sandsynligvis påvirket, da han blev slået ihjel,
siger vicepolitiinspektøren.
/ritzau/