Det var i nat ved et-tiden, at politiet modtog en anmeldelse om, at en 27-årig kvinde var blevet stukket med en kniv i en lejlighed i Frederiksgade i Slagelse.
Kvinden døde efterfølgende på sygehuset, og nu er hendes kæreste sigtet i sagen og varetægtsfængslet i fire uger.
- Vi formoder, at det er en udløber af en eller anden form for husspektakler, der har medført, at hun er blevet stukket med en kniv, fortæller vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Det er ikke første gang politiet hører om det unge par.
- De er kendt af politiet, men jeg kan ikke sige noget om i hvilken sammenhæng, siger vicepolitiinspektøren.
Politiets teknikere har hele dagen samlet spor i parrets lejlighed, men Søren Ravn-Nielsen vil endnu ikke udtale sig om et muligt motiv.