Kvinde kendt skyldig i drab på ekskæreste

Foto: TV ØST

En 27-årig kvinde er kendt skyldig i knivdrabet på ekskæresten, da han var på vej hjem fra arbejde i Fensmark.

En 27-årig kvinde er kendt skyldig i drabet på sin ekskæreste i december sidste år. Den 26-årige mand havde lige fået fri fra arbejde på Holmegaard Glasværk i Fensmark nær Næstved, da kvinden overfaldt ham og stak ham i hjertet med en kniv klokken 22.30 den 2. december.

Den 27-årige ekskæreste er tirsdag kendt skyldig i drabet ved Retten i Næstved, selv om hun under sagen har erklæret sig uskyldig, da kniven i hjertet på den 26-årige mand var et uheld.

Sms: Måske dræber jeg ham

Den 27-årige kvinde sad i den dræbtes bil med en kniv og en veninde, da han kom ud på parkeringspladsen. Kvinden har forklaret i retten, at de tidligere elskende var stødt sammen, da han var på vej ned mod hende, og hun var på vej op af førersædet.

Før episoden skrev den 27-årige kvinde en sms til en veninde: "Måske dræber jeg ham - hvem ved?".

Da betjentene nåede frem, fandt de den 26-årige mand, som var blevet stukket i hjerteregionen. Ved ankomsten til sygehuset blev han erklæret død.

Nægtede sig skyldig i drab

Sammen med en veninde blev den 26-årige kvinde anholdt. Da hun efterfølgende blev fremstillet i grundlovsforhør, indrømmede hun at have ført kniven, oplyste efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen, Sydsjællands og Lollands-Falsters Politi, dengang til Ritzau.

- Kvinden erkendte allerede inden grundlovsforhøret at have ført kniven, men hun nægter sig skyldig i drab, sagde Søren Ravn-Nielsen.

Et muligt motiv kan være ulykkelig kærlighed. Den 26-årige mand havde kun få dage inden drabet sagt, at han forlod hende. Bruddet skulle have knust kvinden, der angiveligt tog ud til glasværket for at få svar på, hvorfor ekskæresten havde valgt hende fra til fordel for sine 2 børn og deres mor.

Strafudmåling senere i dag

Hendes 24-årige veninde blev dengang sigtet for medvirken til drab. Hun er dog ikke en del af anklageskriftet.

Retten i Næstved tager senere tirsdag stilling til kvindens straf.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App