Kvinde blev kvæstet i ansigtet ved ulykke

Foto: TV ØST

Den 40-årige kvinde, der onsdag eftermiddag blev meldt kvæstet ved en voldsom trafikulykke i Korsør, har fået adskillige knoglebrud.

Det var en 40-årig kvinde fra Korsør, der onsdag eftermiddag blev offer ved et alvorligt trafikuheld på Frølundsvej.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.

- Kvinden fik adskillige knoglebrud ved ulykken, og er fortsat indlagt til behandling på Rigshospitalet, oplyser vagtchef Henrik Carlsen til TV2 ØST.

Klippede hæk

Ulykken opstod, da kvinden sammen med sin mand var i gang med at klippe hæk omkring deres hus. Da der ikke er fortov omkring grunden havde de sat en ladvogn som beskyttelse ud mod vejen.

En 47-årig kvindlig bilist overså dog ladvognen, som hun kørte direkte ind i. Ladvognen blev ved sammenstødet slynget til siden, hvor den ramte kvinden, der endte under den 47-åriges bil.

Den 40-årige kvinde blev med ambulancehelikopter fløjet til behandling på Rigshospitalets Traumecenter, angiveligt for brud på blandt andet ansigtsknogler og bækkenet. Hun blev først sent onsdag aften meldt udenfor livsfare.

Den 47-årige kvinde, der kørte ulykkesbilen, var efter ulykken stærkt chokeret. Hun blev efter ulykken behandlet på sygehuset i Slagelse, men er udskrevet igen.

Politiet venter nu på en bilinspektørs undersøgelse på ulykkesstedet, før de afgør, hvad der nu skal ske i sagen.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App