Kundby-pigen skifter forsvarer

Den 15-årige pige fra Kundby, som sidder varetægtsfængslet indtil 9. februar, har fået ny forsvarer. Det er forsvarsadvokat Nima Nabipour, der overtager sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den varetægtsfængslede pige fra Kundby har skiftet forsvarer Jørgen Spilcker ud med nye kræfter. Sagen er nu overgået til den iranskfødte forsvarsadvokat Nima Nabipour.

Den 15-årige piges sag ligger derfor i hænderne på samme mand, som for nyligt forsvarede 17-årige Mohamad Al Jawerheri i den såkaldte Bilka-sag, hvor han blev uretmæssigt opsagt efter en facebookdebat.

Ved at skabe overblik

Nima Nabipour har netop overtaget den 15-årige piges sag og er ved at danne sig et overblik over omfanget. Han siger til Ritzau, at han og den 15-årige pige derfor endnu ikke har taget stilling til, om de vil kære isolationskendelsen, der faldt ved grundlovsforhøret torsdag den 14. januar.

Det undrer ham dog, at pigen er blevet fængslet to uger i isolation:

- Jeg synes jo, at hendes lave alder taget i betragtning er det meget uhensigtsmæssigt, at hun isolationsfængsles. Hun burde have siddet i surrogat i en institution for unge, siger han til Ritzau.

Varetægtsfængslingen møder kritik

Flere organisationer har også været ude og kritisere, at pigen er blevet varetægtsfængslet i isolation.  

DR oplyser, at både Børnerådet, Institut for Menneskerettigheder og Amnesty stærkt fraråder at isolationsfængsle unge i alderen 15-17 år, fordi skadevirkningerne kan være langt større end for voksne.

Tal fra Rigsrevisionen, som TV 2 har indsamlet, viser også, at isolationsfængsling af unge i Danmark hører til de yderste sjældenheder. Sidste gang en 15-årig blev fængslet i isolation var nemlig helt tilbage i 2008.

Under de fleste omstændigheder bliver børn fængslet i surrogat.


Nyhedsoverblik