Kultur-kroner til Lolland

Foto: TV ØST

Borgere og turister kan se frem til et år med mange kulturelle aktiviteter på Lolland. Øen har fået tilskud til fem projekter - blandt andet til LandArt 2008.

 Fødevareministeriet har netop uddelt tilskud til kulturprojekter i landdistrikterne i Danmark, og næsten en femtedel af puljen på fem millioner kroner er tilgået Lolland. Helt præcist har øen fået 900.000 kroner.

Lollands Egnsteater har modtaget 100.000 kr. til projektet "Fra de lokalhistoriske skatkamre", der er et samarbejde mellem Nørregade Teatret (Lollands Egnsteater), de lokalhistoriske arkiver og bibliotekerne i kommunen.

Søllested bio og kulturhus har fået 100.000 kr. til projektet "Musik Med Mere i Marts". Det er en tre-dages festival med klassisk musik, jazz og ny dansk kompositionsmusik. Dertil kommer film, lokal vin og kvalitetsfødevarer.

Grønt Center har fået 500.000 kr. til LandArt Lolland-Falster 2008. Projektet har til formål at opstille en række landart kunstværker i landskabet på Lolland-Falster.

Lolland Kommune og Guldborgsund Kommune har modtaget 100.000 kr. til det tværkommunale projekt "Øjenåbner - kunst i børnehøjde" - et projekt der har til formål at udvikle og synliggøre børns møde med kunst og kultur.

Endelig har Netværksgruppen "B&U kultur" på Lolland fået 100.000 kr. til projektet "Et eventyr fra hverdagen". Det er et danseprojekt for børnehaver og de mindre skolebørn, der munder ud i en forestilling om, hvordan det er at vokse op på Lolland.

 Fødevareministeriet og EU investerer i alt 6,2 mia. kr. i udvikling af landdistrikterne frem til 2013 med det formål at give befolkningen gode muligheder for at leve i og af landdistrikterne. Se mere på http://www.dffe.dk/.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App