Kuffert skal forhindre mobning blandt de yngste

Foto: TV ØST

Når børn i børnehaver og skoler bruger de pædagogiske redskaber i Fri For Mobberi-kufferten, er det med til at forebygge mobning.

Små bamser, samtaletavler, en cd og bogen Robertas Bamse er nogle af de ting, der ligger pakket og klar til brug i Fri For Mobberis kuffert.

Det er Red Barnet og Mary Fonden, der har udviklet antimobbeprogrammet Fri For Mobberi med inspiration fra Australien.

I denne uge sætter TV ØST fokus på trivsel i skolen. Det gør vi blandt andet ved at vise konkrete eksempler på, hvordan skoler arbejder mod mobning. Tirsdag klokken 19.30 blev første indslag om trivsel i folkeskolerne sendt. 

Læs også: Har fået nok af mobning: Nu tager Mathias’ far med i skole

Antimobbekufferten er et af disse eksempler. Den bliver brugt over hele landet i børnehaver og skoler.

Læs også: Syd- og Vestsjællandske børn trives dårligst

Ifølge Red Barnet er det nemlig blandt de yngste, at man skal sætte ind for at forebygge mobning. Derfor er der både en børnehavekuffert rettet mod de 3-6-årige og en skolekuffert til børn mellem 6 og 8 år. Det fortæller antimobbekonsulent hos Red Barnet, Lars Stilling Netteberg.

- De mønstre, der bliver til mobning, kan man allerede se i en tidlig alder, og her skal pædagoger med kufferten kunne gå ind og støtte, siger Lars Stilling Netteberg.

Gennem samtale og leg

Kufferten skal få børn til at forholde sig til mobning gennem forskellige redskaber. I kufferten er der teoretisk materiale, der sætter lærere eller pædagoger, men også forældre, i stand til at bruge de forskellige dele af kuffertens indhold sammen med børn.

Læs også: Mathias efter skoleskift: Det er helt fantastisk

For eksempel er der tavler med billeder af forskellige hverdagssituationer, som børn sammen med forældre eller lærere kan tale ud fra.

Men mange af redskaberne er forebyggende. En bog kommer med forslag til udendørsaktiviteter, som børn kan lege i fællesskab, der er et massageprogram ud fra tanken om, at ”den man rører ved, mobber man ikke” og en cd med otte sange sætter fokus på venskaber.

- Det er meget konkrete materialer, der gør, at man kan ændre på kulturen og adfærden i en gruppe af børn, siger Lars Stilling Netteberg.

Læs også: Kufferten er vigtigt antimobbe-redskab på Tybjerg Privatskole

Mange af redskaberne findes også digitalt, så skoleelever kan arbejde sammen på iPads.

Mange finder kufferten frem

En stor del af landets børnehaver og skoler har allerede en antimobbe-kuffert liggende. Ifølge Red Barnet har cirka en tredjedel af landets børnehaver og en fjerdedel skoler erhvervet en eller flere kufferter, der er pakket og klar til brug.

Antimobbekonsulent Lars Stilling Netteberg fortæller, at Red Barnet får mange positive tilbagemeldinger fra brugerne.

- Vi får at vide, at det er brugbart og enkelt at bruge, at børnene bliver mere hjælpsomme, de taler ordentligt til hinanden og har mod til at hente hjælp, hvis de har brug for det, siger Lars Stilling Netteberg.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App