Kritik: Ny motorvej ved Næstved kan skade natur

Natur, der har været dyr at genoprette, risikerer at blive hårdt ramt af planer om en ny motorvej. Det mener blandt andet Dansk Naturfredningsforening.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Frodige grønne arealer med truede dyrearter, der inden for de senere år er blevet genoprettet, kan blive ramt af planer om at etablere en motorvej fra Næstved til Rønnede ved Sydmotorvejen. Det skriver Politiken søndag.

For mindre end 10 år siden opgav direktør på godset Gisselfeld Kloster Jens Risom og godsets ejere mere end 100 hektar landbrugsjord og samarbejdede med staten om at naturgenoprette Gødstrup Engsø, der dengang var helt tørlagt.

Nu er der planer om en motorvej ved den genoprettede natur, og også et andet stort naturgenopretningsprojekt kan blive ramt.

- Vi føler os taget, hvad skal vi sige, med bukserne nede, siger Jens Risom til Politiken.

Der er i alt brugt et tocifret millionbeløb på naturgenopretningen. Men de penge er ikke taget med i de beregninger, der viser, at det samfundsøkonomisk bedst kan betale sig at lægge en motorvej fra Næstved til Rønnede ved Sydmotorvejen.

Beregningerne er også tvivlsomme på andre fronter ifølge Jens Risom og andre kritikere.

Det andet store problem er, at folk som Risom kan miste lysten til at indgå frivillige aftaler med staten om naturgenopretning, når det efterfølgende kan blive ødelagt eller skadet af en motorvej.

Også Danmarks Naturfredningsforening (DN) er ked af udsigten til en motorvej netop her.

DN vil have sydligere rute

DN foretrækker et sydligere alternativ, der vil gå langt uden om både Gødstrup Engsø og andre vigtige fugle- og naturområder, hvoraf flere er internationalt beskyttet af EU's skrappe miljøregler.

 - Den nordlige linjeføring vil dele Hesede Skov midt over og derved skabe en fragmentering mellem dyrelivet nord og syd for motorvejen, som man for eksempel har set det i Nordjylland, siger Kristian Gramstrup, formand for DN Næstved, til Politiken.

Han forklarer, at Aarhus Universitet her har påvist genetisk forskel på grævlingerne øst og vest for motorvejen med øget risiko for genetiske sygdomme og indavl til følge.

 /ritzau/


Nyhedsoverblik