Kritik af politiet

En virksomhed i Haslev har mistet 65.000 kroner efter et benzinkort er blevet stjålet. Men politiet har henlagt sagen uden at undersøge alle spor.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Direktør for virksomheden SET Logistics i Haslev, Allan Tirsgaard Larsen, er godt utilfreds med politiet.

- Jeg er skuffet, og jeg føler at min retsfølelse er krænket, siger Allan Tirsgaard Larsen.

Der er blevet tanket diesel for omkring 65.000 kroner på et kort, der er stjålet fra en af virksomhedens lastbiler. Mange gange blev der tanket indenfor to timer her på den ubemandede Uno X-tank i Tappernøje.

Tanken er ikke videoovervåget, men hos ejerne Hydro Texaco har man i dataafdelingen fundet frem til transaktionerne. Man kan derfor spore andre kunder, der har tanket samtidig. Da der er benyttet en kode til kortet kunne SET Logistics måske hurtigt begrænse antallet af mistænkte med vidners hjælp.

- På antallet af liter tyder det på, at der er tanket i olietønder. Det kunne jo være, at nogle andre borgere kunne huske et eller andet om bilen eller personen, siger Allan Tirsgaard Larsen.

Men Sydsjælland og Lolland Falsters Politi har ifølge Allan Tirsgaard Larsen ikke været interesseret i at finde frem til eventuelle vidner, til trods for at han sammen med Hydro Texaco har gjort en del forarbejde, og politiet har henlagt sagen.

Politiet vil ikke kommentere enkelte sager. Men i en generel udtalelse oplyser politiet til TV2 ØST, at " ... i sager om kortsvindel, ser vi på, om der er overvågning på stedet. Hvis det ikke er videoovervåget, så viser erfaringerne, at efterforskningen sjældent giver resultat. Derfor bruger vi resurserne på andre sager".

- Jeg kan godt se, at det normalt kan være svært at opklare. Men i denne situation har vi fundet frem til transaktionerne, og der er kunder, som har tanket i det tidsrum. Politiet er de eneste, der har lovhjemmel til at kontakte dem, og det gider de så ikke. Det har jeg ikke forståelse for, siger Allan Tirsgaard Larsen.


Nyhedsoverblik