Kritik af arenastøtte: DF i protest

Dansk Folkeparti vil ikke være med til, at NK-forsyning skal fungere som storsponsor for det nye arenaprojekt i Næstved.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Endnu engang er arena-projektet i Næstved i stormvejr. Først var der problemer med at finde sponsorer, så måtte Næstved Kommune træde til og investere 30 millioner i projektet, og nu, hvor en storsponsor endelig er blevet udpeget, vil Dansk Folkeparti ikke være med til, at NK-forsyning skal investere fire millioner i arenaen.

- Der er grænser for, hvad man kan tillade sig at bruge offentlighedens midler til. Jeg mener, at NK-forsyning skal bruge deres penge på miljøet og forbrugerne. Ikke på reklame, siger Thomas Palmskov (Dansk Folkeparti).

Derfor har Thomas Palmskov bedt om at få punktet på dagsordenen til aftenens byrådsmøde i Næstved.

- Jeg vil gerne have en diskussion om, hvorvidt det er bedre måder at bruge pengene på. Jeg kan ikke se, hvorfor NK-forsyning, som er et kommunalt forsyningsselskab, har behov for at reklamere for sig selv, siger Thomas Palmskov til TV ØST.

Ekstra midler

NK-forsyning har sikret sig 60 millioner kroner, efter de har solgt deres Seas-aktier. Ifølge Sjællandske vil NK-forsyning skulle betale en statsafgift på 40 procent, hvis de brugte pengene på at sætte prisen ned på vand og strøm.

Forsyningsselskabet kan til gengæld undgå at betale afgifter, hvis pengene bliver brugt på almennyttige kulturelle formål, og derfor skal fire millioner gå til arenaprojektet. 

Det har i dag ikke været muligt at få en kommentar fra NK-forsynings bestyrelsesformand, John Lauritzen.


Nyhedsoverblik