Kraftig stigning i arbejdsløse murere

Manglen på arbejdskraft gælder ikke alle brancher. Det stagnerende boligmarked er begyndt at vise sig på ledighedstallene. 3F i Næstved mærker en markant stigning i antallet af arbejdsløse murere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Efter flere år med nærmest fuld beskæftigelse, så kan 3F i Næstved mærke en afmatning. Antallet af arbejdsløse murere er steget kraftigt - mere end man normalt oplever i vintermånederne. Ledigheden er gået fra små tre procent til omkring 11 procent på to måneder.

- Stigningen er meget markant. Også fordi vi ikke har oplevet så meget frost, som ellers kan gå ud over murerfaget om vinteren, siger faglig sekretær i Bygge & Anlæg i 3F Næstved.

Flere regionale firmaer, som TV2 ØST har snakket med i dag, mærker, at flere murersvende søger job hos dem.

- Det vi hører fra flere firmaer er, at de faktisk ikke har mere murerarbejde i ordre-bogen, og at der ikke er noget i udsigt. Derudover ved vi fra flere typehus-firmaer, at de sælger ikke det, de havde forventet, og de er også begyndt at fyre nogle af deres folk. Det har vi ikke set i flere år, siger Per Christiansen.

Ifølge tal fra håndværkernes fagforeninger er arbejdsløshedstallene ikke generelt steget voldsomt. Hos 3F i Næstved mener man dog, at tendensen er klar. Og flere håndværksfag vil følge efter.

- Som jeg ser det, er det en klar tendens, og murerne bliver jo som regel ramt først, så jeg tror det vil komme senere indenfor andre fag, siger Per Christiansen.

De seneste landstal fra 3F viser en ledighed på 5,7 procent blandt murerne.


Nyhedsoverblik