Kontrol med hjertestartere skærpes efter kritik

Klubber og organisationer skal selv stå for vedligeholdelse og udgifter i forbindelse med deres hjertestartere, og de skal nu hjælpes lidt på vej af hjertestarter.dk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nu skal der være styr på en stor del af landets hjertestartere. I hvert fald skærpes kontrollen med de 12.500 hjertestartere, der er tilknyttet Trygfondens side hjertestarter.dk.

Det sker efter, der er skabt usikkerhed om, hvorvidt hjertestarterne holdes ved lige ude i klubber og organisationer. De har ofte fået hjertestarteren foræret af en humanitær organisation, men står nu selv for både vedligeholdelse og udgifter, og det kan volde besvær og være dyrt.

Hjertelæge Jens Flensted Lassen er formand for Dansk Råd for Genoplivning.

Han siger til DR Sjælland, at efter dansk lovgivning er det ejeren af hjertestarteren, altså sportsklubben eller foreningen, der har ansvaret for apparatet. Men nu er det blevet præciseret, at medlemmer af hjertestarter.dk skal orienteres med mail, når deres hjertestarter skal have nyt batteri. Hvis de ikke reagerer på mailen, får de et telefonopkald.

Grethe Thomas fra Trygfonden er projektchef for hjertestarter.dk.

Hun siger til DR Sjælland, at man hele tiden har sendt mail ud til foreninger og klubber for at gøre opmærksom på, at de skal vedligeholde deres hjertestartere, men hun er enig i, at klubber og foreninger, der er med i hjertestarter.dk, skal informeres ordentligt:

- Der er ingen tvivl om, at kommunikation er meget vigtigt. Og det er vigtigt at få præciseret, at vi giver den ydelse og den service til de borgere, der ønsker at være registreret på hjertestarter.dk

Men det efterlader fortsat et problem, siger Jens Flensted Lassen:

- Det sikrer ikke det problem, at et batteri kan brænde ud i en forening, der ikke er tilmeldt netværket "Hjertestarter.dk", og de vil heller ikke blive mindet om, at der skal være service på apparatet. Men vi er kommet et skridt af vejen. Lad mig sige det sådan.

Der er 12.500 hjertestartere, der er tilmeldt hjertestarter.dk, men omtrent lige så mange, der ikke er tilmeldt.


Nyhedsoverblik