Kontanthjælpsmodtager: Mentoren var det, der skulle til

En mentorordning i Ringsted Kommune er med til at hjælpe unge ud af ledighed, og for 29-årige Lisbeth Sørensen var det afgørende at få støtte til at komme ud af kontanthjælpen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er mentorens skyld, at 29-årige Lisbeth Sørensen fra Benløse i dag er på vej ud af kontanthjælp. I stedet er hun på vej til jobsamtale for at få et job i detailbranchen. For at komme så langt startede hun på enkeltfag på HF, og det kunne hun ikke have gjort uden hjælp fra den mentor, kommunen stiller til rådighed, siger hun:

- Der skulle ske noget nyt, men jeg havde ingen anelse om, hvad jeg havde behov for. Jeg blev ved med at få afslag, men vidste ikke hvad jeg skulle gøre og sige, fortæller den 29-årige.

Mentoren er stillet til rådighed af Ringsted Kommune, der sammen med 21 andre kommuner er med i projektet 'Bryd Unges Ledighed NU.'

Det virker da også, når kommunen sender ti unge ud til mentorerne. De kan nemlig gøre hjælpen meget konkret, fortæller mentorkoordinator i Ringsted Kommune, Linda Nielsen:

- Mentorerne ved meget mere om at komme ind i en specifik branche. Vi har færre unge, der skal på offentlig forsørgelse, når de har været igennem programmet, og det kan sagtens mærkes på budgettet.

Skal til elevsamtale

Lisbeth Sørensen manglede at tage nogle enkeltfag, før hun kunne søge praktik. Men her har mentoren hjulpet med at rette CV og ansøgninger til, så de ikke bare ender i papirkurven:

- Jeg fik hjælp til at skrive ansøgninger, et godt billede og den rigtige måde at præsentere mig selv på. Og det har ført til, at jeg skal til en elevsamtale på onsdag, fortæller hun smilende.

Ringsted Kommune har været med i projektet siden april 2014 for at bryde en kedelig statistik. For til trods for, at unge på kontanthjælp kommer i uddannelse eller arbejde, vender hele to ud af tre tilbage til kontanthjælp. Det viser en analyse fra tænketanken DEA.


Nyhedsoverblik