Vig Festivalen ramt af shitstorm efter koncert

En gruppe mænd og drenge på Vig Festivalen blev angiveligt sendt ud af det telt, hvor Citybois' torsdag aften skulle spille. En misforståelse, siger bandet nu.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kritikken hagler ned over Vig Festivalen og drengebandet Citybois fra X Factor på det sociale medie Facebook, efter en række drenge og mænd angiveligt blev sendt udenfor teltet, da drengebandet torsdag aften skulle give koncert på Vig Festivalen.

Det fører nu til en shitstorm af vrede indlæg på Facebook mod både festivallen og bandet. Alene på Vig festivalens side på det sociale medie har knap 100 brugere skrevet vrede indlæg efter koncerten, viser en gennemgang af kommentarerne, som TV ØST har foretaget.

En stor del af kommentarerne stammer fra festivalgæster, der er vrede over at være blevet sendt ud fra koncerten, der blev afviklet i børneteltet Viggos Børneland.

Også på Citybois' profil er kritikken massiv - selvom bandet her i høj grad støttes af deres fans.

- Skuffende at de bortviste drenge og fædre fra Citybois koncerten i går, min søn var en af dem der måtte forlade teltet. Han havde faktisk set meget frem til denne koncert og er derfor meget skuffet over forskelsbehandlingen, altså at pigerne fik lov til at blive i teltet, skriver Anita Engelhardt Falkenfeldt fra Grevinge om koncerten.

Også Mette Louise Richter har klaget over festivalens beslutning og bedt om en forklaring på festivalens Facebookside.

- Hej Vig Festival. Ville normalt ikke brokke mig, men jeg vil gerne have en god forklaring på hvorfor min søn på 6 år ikke var velkommen til Citybois koncerten, skriver hun.

Flere brugere har også offentliggjort video fra udsmidningen, hvor de blev bedt om at forlade teltet.

Festivallen: Det er vores fejl

Vig Festivalen beklager fredag de mange dårlige oplevelser i forbindelse med koncerten.

- Vi lavede en fejldisponering, da vi delte området op i tre afdelinger af hensyn til sikkerhed. Den ene afdeling skulle ikke kun have reserveret den ene til teenagepiger. Der skulle have været plads til teenagere af begge køn, siger Vig Festivalens formand Gustav Møller til TV ØST.

Han beklager, at nogle drenge samtidig blev vist helt ud af koncertteltet.

- Vi må tage de mange fortællinger for gode varer, og vi kan kun beklage den oplevelse. Det var ikke meningen, siger Gustav Møller.

Han fortæller, at stemningen på festivalen er god, men fortæller også, at festivallen er opmærksom på de mange kritiske indlæg på de sociale medier. 

Også Citybois beklager episoden via Facebook, hvor de lægger afstand til beslutningen.  

- Vi er så kede af at nogen kunne tro at vi havde fundet på at der på Vig Festival skulle være en særlig pige zone under vores koncert. Vi ville ikke være her hvis det ikke var på grund af vores fans! Uanset om de er piger eller drenge, skriver bandet.


Nyhedsoverblik