Kommuner leger læger

Foto: TV ØST

Det kan være direkte sundhedsfarligt, når kommunerne sender syge borgere ud i lange arbejdsprøvninger, lyder det fra en overlæge, som mener, at kommunerne praksis på området skal stoppes.

Det er som om, det nu er kommunerne, der afgør, om folk er syge eller raske. Det medfører, at syge borgere kastes ud i et op til fem år langt forløb, hvor det bliver afprøvet, om de kan arbejde i stedet for at få førtidspension. Den praksis bør stoppes, for det kan være direkte sundhedsfarligt, siger overlæge på Arbejdsmedicinsk Klinik i Slagelse, Rolf Petersen til DR Sjælland.

Som eksempel fortæller han om en midaldrende mand, der havde arbejdet i mere end 30 år. Han var syg af lændesmerter og kunne ikke gå, alligevel blev han sendt i flere arbejdsprøvnings-forløb, selvom lægerne sagde, han ikke kunne arbejde. Manden fik en depression.

To tredjedele invalid og i arbejdsprøvning

En anden patient er 37-årige Tenna Skjoldan fra Kalundborg. Lægerne har erklæret hende to tredjedele invalid. Alligevel blev hun sendt ud i endnu et ressourceforløb, hvor hendes smerter blev forværret.

Hun har altid arbejdet hårdt, men er nu nedslidt og syg med en ødelagt nakke og ryg, psoriasisgigt og hoftedysplasi. Hun går til fysioterapeut fire dage om ugen, men har alligevel ingen udsigt til førtidspension.

Politiker: Det er måske gået for vidt

Tenna Skjoldan bebrejder ikke kommunen, der bare følger loven - det er loven, der er for stram, siger hun. Lovens og folketingspolitikernes intentioner var, at det er bedre at afprøve, om syge kan arbejde i få timer fremfor at 'parkere dem på en førtidspension'.

Det erkender Dansk Folkepartis næstformand i folketingets socialudvalg, Karin Nødgaard. Hun stemte selv for loven, da den blev fremsat af den tidligere SR-regering. Hun erkender dog, at det måske er gået for vidt, når kommuner ikke lytter til lægernes anbefalinger:

- Jeg vil bedre ministeren tage en snak med Kommunernes Landsforening, siger Karin Nødgaard til DR Sjælland.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App