Kommune stopper Musholm Bugt feriecenter-byggeri

Foto: TV ØST

Slagelse Kommune har bedt Muskelsvindfonden om at stoppe byggeriet af stort feriecenter i Korsør. Byggeriet stoppes på grund af en klage.

Slagelse Kommune har for flere måneder givet Muskelsvindfonden byggetilladelse til at opføre en udvidelse af Musholm Bugt Feriecenter i Korsør.

Men fredag måtte kommunen meddele Muskelsvindfonden, at de skulle stoppe byggeriet, der har været i gang i en måneds tid. Det skriver Sjællandske.

- Jeg har via min planchef fået bekræftet, at det er korrekt, at der er klaget, og at det har opsættende virkning. Derfor stopper vi også byggeriet, siger Stén Knuth (V), borgmester i Slagelse Kommune.

Det er en borgergruppe med Per Christensen i spidsen, der har klaget over, at Slagelse Kommune i forbindelse med udvidelsen af feriecenteret har givet dispensation fra Skovbyggelinjen.

Hos Muskelsvindfonden fik direktør Henrik Ib Jørgensen meldingen om byggestoppet fredag.

- Vi har fået en byggetilladelse uden forbehold af Slagelse Kommune og indgår efterfølgende en kontrakt med en entreprenør efter et EU-udbud. Den er vi bundet af, og den stopper vi jo ikke, før vi får besked på det af kommunen, forklarer direktøren og fortsætter.

- Det har vi først fået i dag (fredag, red.), så nu stopper vi arbejdet. Vi overholder reglerne, og dem må vi respektere, men det er da ærgerligt.

Hvad byggestoppet kommer til at betyde for projektet, der løber op i 100 millioner kroner, er endnu for tidligt at sige.

- Det er da en ærgerlig situation, at vi kommer dertil, hvor vi skal standse byggeriet. Det får måske nogen økonomiske og tidsmæssige konsekvenser, som jeg ikke kan overskue på nuværende tidspunkt, fastslår Henrik Ib Jørgensen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App