Kommune politianmeldt for ulovlig signalforstærker

Lolland Kommune er blevet meldt til politiet for at sætte en signalforstærker op for at få bedre mobildækning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når mobilen går død på arbejdspladsen eller hjemme på grund af dårligt signal, så vælger flere at sætte en såkaldt signalforstærker op, men det er ulovligt,hvis man ikke har en særlig tilladelse hos sit teleselskab.

Alene sidste år meldte Energistyrelsen 28 mobilkunder til politiet, for at have opsat en signalforstærker. Det er typisk teleselskabet, som opdager forstyrrelser på nettet, og så underretter de Energistyrelsen, oplyser chefkonsulent Robert Lindgaard til DR Sjælland.

En af dem, der er blevet politianmeldt, er Lolland Kommune. De har opsat en signalforstærker på et plejecenter, fordi mobilsignalet var så dårligt, at medarbejderne ikke kunne udføre deres arbejde digitalt.

Smilede af det

Men Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen (S) tog politianmeldelsen med knusende ro.

- Jeg smilede lidt af det, da jeg så, vi var meldt til politiet. Jeg tror nok, vi har fået en advarsel på et tidspunkt, og så har man været lidt længe om at læse den mail, siger han.

Lolland Kommune har nu fjernet signalforstærkeren, da det også viste sig, at mobildækningen i området var blevet bedre.

- Men hvis det ikke havde været tilfældet, var jeg gået direkte til ministeren, siger Lollands borgmester, Holger Schou Rasmussen til DR Sjælland.


Nyhedsoverblik