Kommune og forældre i strid om PCB-ramt skole

Forældre og kommunes strides fortsat om giftstoffet PCB i lokaler på Nyrupskolen. Trods en omfattende renovering er skolebestyrelse stadig utryg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Striden om giftstoffet PCB på Nyrupskolen i Kalundborg fortsætter.

Ifølge kommunen er koncentrationen af PCB nu så lav, at forældrene trygt kan sende deres børn i skole i de 16 nyrenoverede klasselokaler, men forældrene er langt fra trygge.

Flere steder på skolen er niveauet af PCB nemlig stadig højere, end den grænseværdi, som Sundhedsstyrelsen anbefaler. I de seneste målinger overstiger tallene grænseværdien på 300 nanogram PCB pr. kubikmeter i hele otte af de ny istandsatte lokaler.

-  Jeg kan ikke forstå, man pludselig siger, man rykker ind alligvel. Grænseværdierne er jo ikke nede og jeg har ikke fået nogen dokumentation fra embedslægen, sundhedsmyndighederne eller andre, der har stået frem og sagt, at vi roligt kan gå ind i de lokaler og at det er ok, fortæller formand for skolebestyrelsen på Nyrupskolen, Henrik Nordbo.

Sommeren over har håndværkere arbejdet på, at komme PCB’en i lokalerne til livs. Ifølge Kalundborg Kommune vurderer de nu, at PCB’en ikke længere er skadelig for eleverne, men det er Henrik Nordbo meget uenig i.

-   Vi er selvfølgelig bange for, at der er en eksponering af børnene indlæringsmæssigt og af deres velbefindende og velbehag og langtidseksponering af sygdomme, siger han.

Ifølge Kalundborg Kommune forventer de, at koncentrationen af giftstoffet vil være faldet til november.

Skolebestyrelsen på Nyrupskolen skal holde endnu et møde med Teknik og Miljø torsdag den 11. september klokken 17.


Nyhedsoverblik