Kommune advarer mod vild pastinak

Den vilde pastinak blomstrer i disse måneder ved de danske grøfter, men planten er giftig, og derfor advarer Næstved Kommune nu om den gule plante.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De fleste forbinder sikkert pastinakken med rodplanten der kan spises, men den spiselig plante har en ond fætter. Der er tale om typen 'den vilde pastinak', der i øjeblikket står i fuldt flor i de sjællandske vejkanter, men den er giftig, og derfor advarer flere kommuner nu om den gule plante. 

- Man skal ikke plukke den, man skal ikke tage den med i en ellers dejlig buket blomster, man kunne lave fra grøftekanten. Så får man vabler, lyder advarslen fra Lisbet Løvendahl, naturmedarbejder hos Næstved Kommune. 

I øjeblikket er der særligt mange af de gule planter, og det er da også fra juni til juli, at man ser dem blomstre. Næstved Kommune har derfor valgt at advare mod den vilde pastinak, der kan give alvorlige brandsår, hvis man kommer i kontakt med den.

- Den har den samme gift som en bjørneklo, som giver nogle voldsomme brandsår. Pastinakkens gift er lidt fortyndet i forhold til bjørnekloens, men kan stadig give nogle væmmelige vabler, siger Lisbet Løvendahl.

Få kommuner advarer

I juli 2012 fortalte TV ØST historien om, at 22 børn fra en børnehave i Nørre Jernløse blev forbrændt efter at været i kontakt med den giftige plante. De blev alle kørt på sygehuset, hvor flere havde fået brandsår i ansigtet. 

Til trods for, at flere kommuner kender til historien, og har registeret den store andel af vilde pastinakker i øjeblikket, så har kun Holbæk, Faxe og Næstved Kommuner, ud af de 11 kommuner fra regionen vi har været i kontakt med i dag, valgt at advare om den gule plante. Kommunerne er dog ikke forpligtet til at advare om planten, men alligevel har blandt andet Næstved Kommune valgt at gøre det.

- Det gør vi fordi, at vi gerne vil undgå vores borgere kommer til skade. Det er ikke almindeligt kendt, at man skal passe på den her plante, så det er egentlig ment som en service for at sikre os, at så få som mulig får de her ubehagelige følger, siger Lisbet Løvendahl. 

I løbet af de sidste 10 år er der kommet flere af de vilde pastinakker. Det skyldes især på grund af måden, grøfterne bliver vedligeholdt 

- Når der bliver slået omkring en pastinakplante, er der lejlighed til, den kan blive stor og så mange frø, hvorimod hvis man står lidt længere inde i den anden vegetation, så er der grænser for, hvordan den kan brede sig, siger Lisbet Løvendahl.

Hvis uheldet er ude

Noget af det, at man skal lægge mærke til, hvis man vil undgå kontakt med planten, er de gule blomster fra juni til august måned. De kan blive op til to meter høje og står gerne i grøfter og langs vejkanter. Et af de tydelige karakteristika er, at det er en skærm blomst. 

Hvis man kommer i kontakt med den vilde pastinak, og især pastinakkens gift, er det vigtig at få dækket området, der er blevet ramt. Det er særlig i kombination med sollys, at brandsårene vil opstå. Dernæst er det vigtigt at få skyllet området godt, for at få giften af. Gør man det, mindsker man risikoen for at få de store væskefyldte blærer.

 


Nyhedsoverblik