Kørte galt med 10 kilometer i timen - lastbilchauffør dræbt i ulykke

En lastbilchauffør mistede natten til tirsdag livet ved ulykke på Kongsted rasteplads ved Ringsted. Han kørte op i en parkeret vindmølletransport.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 61-årig lastbilchauffør mistede natten til tirsdag livet i en ulykke på Kongsted Rasteplads ved Ringsted.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV ØST.

- Ulykken skete, da lastbilchaufføren kørte ind på rastepladsen, hvor han overså en parkeret vindmølletransport. Ulykken skete med meget lav hastighed, men der er jo store kræfter involveret med sådan en lastbil, og chaufføren blev dræbt på stedet, oplyser vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands politi.

Ulykken skete klokken 01.41, og politiet har et godt billede af hændelsesforløbet, da en politipatrulje så ulykken ske. Patruljen var ved at undersøge en mistænkelig bil på rastepladsen.

- Vores bud er, at ulykken skete med 10 kilometer i timen, men vi ved ikke hvorfor chaufføren overså vindmølletransporten, siger vagtchefen.

En bilinspektør har undersøgt ulykkesstedet, og skal nu skrive rapport om sine fund.

- Vi betragter det som en tragisk ulykke, siger vagtchefen, der oplyser, at de pårørende er blevet underrettet.

Rastepladsen var kortvarigt afspærret i forbindelse med oprydningsarbejdet, men er nu igen helt åben.


Nyhedsoverblik