Kørte 200 km efter røveri, men blev alligevel fanget

En 17-årig mand sidder nu på en lukket institution for mindreårige, efter at han fredag aften blev anholdt for røveri mod Spar købmanden i Sundby på Lolland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 17-årig mand sidder nu på en lukket institution for mindreårige, efter at han fredag aften blev anholdt for røveri mod Spar købmanden i Sundby på Lolland.

Røveriet skete fredag formiddag, og den 17-årige blev arresteret kl 19.11 om aftenen næsten 200 kilometer derfra - i Århus!

Efter henvendelser fik politiet mistanke til manden og ringede til ham på hans mobiltelefon, oplyser vagthavende i Nykøbing Falster Politi. Den mistænkte bekræftede over for en betjent, at han var taget til Århus, og betjenten bad ham om at henvende sig ved Århus Politi.

Her blev den unge mand anholdt, og han blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing F. for lukkede døre. På grund af de lukkede døre vil vicepolitikommissær Ove Groth ikke fortælle meget om forløbet, men han bekræfter, at røveren truede med kniv og pistol under røveriet.

- Vi har fanget ham på baggrund af iagttagelser forud for røveriet, under og lige efter røveriet og så på de henvendelser, vi har fået, siger Ove Groth.

Den 17-årige nægter sig skyldig og er indtil videre varetægtsfængslet indtil 6. november.

Ritzau


Nyhedsoverblik