Køen forkorter dit liv

Foto: TV ØST

Køen på køgebugtmotorvejen er kendt for at være en tidsrøver, men den er også farlig for helbredet. Der bliver suget lige så meget forurening ind i bilen, som hvis du sad ved siden af en storryger hver dag. Det kan forkorte dit liv med knap et år.

Vi kan se ofte se udstødningen fra bilen lige foran os i den langsommelige kø på vej på arbejde i København. Udstødningen går lige gennem ventilationen i din bil og i dine lunger.

Vi tog en test tur med en pendler fra Præstø og en rådgiver fra Danmarks Miljøundersøgelser for at tjekke, hvor slemt det egentlig er.

- Nu er vi på landet, hvor der ikke er meget trafik, siger Peter Wåhlin, seniorrådgiver fra Danmarks Miljøundersøgelser og fortsætter:

- Herinde er der i øjeblikket 2000 partikler pr kubikmeter.

Peter Wåhlins måleinstrument måler, hvor mange partikler fra udstødningsgas, der kommer ind i bilen pr. kubikcentimeter. Det er de partikler der er farlige for os.

- Nu forventer vi så, at udstødningspartikelkoncentrationen stiger, fordi vi køre ud, hvor der er mere trafik end der var før, siger Peter Wåhlin og fortsætter: 

- Nu er den på 43.000 partikler pr. kubikcentimeter. 

Pendleren, Christina Wermuth har i syv år taget motorvejen til arbejdet i København. Det overrasker hende meget, at der er så stor forskel på tallene på landevej og motorvej.

- Når man sidder her og ser tallene tælle, er det rigtig meget, synes jeg, siger Christina Wermuth.

På motorvejen er der over 20 gange så mange partikler end på landevejen. Det betyder ikke, at det er 20 gange farligere, men risikoen for sygdomme er stor på de meget trafikerede veje.

- Udsættelse for partikler medfører en forværring af lungesygdom og hjertesygdom, det vil sige blodprob i hjertet og på længere sigt kan det give risiko for lungekræft, siger Steffen Loft, professor på Institut for Folkesundhed.

Christina sidder i den langsommelige kø i en halv time til tre kvarter hver dag, på de varme dage er det med åbne vinduer og åbne luftdyser

Seniorrådgiveren fra Danmarks Miljøundersøgelser åbner nu vinduet for at se, hvor meget måleren slår ud.

- Den kommer op på 61.000 nu, siger Peter Wåhlin. 

- Jeg synes, det er foruroligende, jeg har kørt her i snart 7 år og før kørte jeg på min cykel fem minutter hver dag, så der er er en vis forskel på, hvad jeg får ned i lungerne, siger Christina Wermuth.

Det er hovedsageligt dieselbiler uden partikelfiltre, der udstøder de farlige partikler. Som en gamle lastbil vi møder.

- 153.000, hold da op, der kommer virkelig noget ind her, siger Peter Wåhlin, da han holder måleren hen til vinduet.

153.000. Det er 70-80 gange flere små partikler end vi fik ind på landevejen. Stadig kan man ikke sige, det er 70-80 gange farligere, men vi kan konstatere, at dieselbiler uden partikelfiltre er de største syndere. Sådan et har Christina Wermuth ikke.

Til Steffen Lofts store fortrydelse er der ingen lovkrav om  et filter til udstødningen.

- Nu har vi heldigvis fået reguleringer på restaurationsområdet m.h.t. passivrygning, så det er ærgerligt, der ikke bliver gjort nok for, at alle de dieselkøretøjer, der bliver solgt i stor mængde, de har partikelfiltre  på, siger Steffen Loft.

Det vil Christina Wermuth nu få sat på bilen.

- Jeg synes, det burde være et lovkrav, hvis det hjælper noget, siger hun.

Udover et partikelfilter til din dieselbil er der gode råd at hente fra professoren for at undgå udstødningen - udover helt at undgå køen.

- Så er der selvfølgelig det, at man kan holde vinduer lukkede og der er vis grad af filtreringsfunktion i de pollenfiltre og andre filtre, der sidder i mange biler, siger Steffen Loft.

Christina Wermuth vil fra nu forsøge at undgå køtrafikken.

- Og så vil jeg køre mere med lukkede vinduer, men holde op det vil jeg ikke, siger Christina Wermuth.  

 

 

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App