Knæk Cancer: Lokal donerer 50 øre per visning af Facebook-video

Lasse Lærke fra Tårs har uploadet en video på sin Facebook-side – og hver gang den afspilles, giver han 50 øre til fordel for Knæk Cancer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Knæk Cancer-kampen er i fuld gang i hele landet – også i Tårs på Lolland.

Lasse Lærke, der bor i byen, har lagt en 10 år gammel video på Facebook, og for hver visning donerer han 50 øre til Knæk Cancer-indsamlingen.

- Jeg har mistet både min far, lillebror og mormor til kræft, og min storebror var ved at dø, men blev heldigvis kureret, så jeg har haft sygdommen tæt inde på livet og har grund til at hjælpe, siger han.

Videoen, som går under titlen 'Lev livet', blev oprindeligt lavet til en forestilling i amatørteatret i Nakskov. Ifølge Lasse Lærke var det primære formål dog at samle ind til Kræftens Bekæmpelse, og det viste sig at blive en stor succes, som gentages i dag.

- I sin tid tjente vi 25.000 kroner, og nu er den allerede blevet vist næsten 20.000 gange, efter den kom op i torsdags, og det giver jo også en del penge, siger han og fortsætter:

- Det er fantastisk. Jeg har fået så mange gode tilbagemeldinger om, at det er en god sang og tekst, og det er jo en fornøjelse at høre.

Lasse Lærkes indsamling gælder frem til klokken 20 i aften, hvor det store live-show løber af stablen. 

- Når beløbet er gjort op, ringer jeg ind til TV 2, slutter han.

Du kan se videoen ved at klikke ind på Lasse Lærkes Facebook-profil. 


Nyhedsoverblik