KL vil hæve ambitionerne for udsatte børn og unge

Fredag offentliggør KL et udspil, der har til formål at styrke kommunernes indsats for udsatte børn og unge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

KL præsenterer fredag et nyt udspil om udsatte børn og unge.

Udspillet omfatter en række konkrete anbefalinger til, hvordan man på forskellige måder kan styrke indsatsen på området for udsatte børn og unge i kommunerne.

- Alle børn og unge skal være en del af fællesskabet. De fleste danske børn og unge trives, men der er fortsat for mange, som har en kaotisk opvækst og har svært ved at stå på egne ben som voksne. Det kan og skal lykkes, at flere udsatte børn og unge får et hverdagsliv, som ligner alle andres. Men det forudsætter, at vi har ambitioner på de udsatte børn og unges vegne og nytænker indsatserne. Det lægger vi grundstene til med dette udspil, siger Thomas Adelskov, formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg.

Baggrunden for udspillet er et ønske om en forbedring af indsatsen på området. Derudover ønsker KL fremover at undgå sager, hvor udsatte børn og unge ikke får den nødvendige hjælp i tide.

- Når vi nu ved, at skolegang er afgørende for udsatte børn og unges livschancer, og at det er afgørende, at de tilbud, vi giver udsatte børn og unge, ligner livet i en almindelig familie så vidt muligt, så er det her, vi skal sætte ind. Med udspillet vil vi gøre op med ’synsningerne’ og i langt højere grad arbejde på baggrund af viden og metoder, som vi ved virker.

Ifølge Thomas Adelskov lægger udspillet op en politisk drøftelse om, hvorvidt de 14 mia. kr., der årligt anvendes på området i kommunerne, bruges rigtigt – og på rette tid.

 

- Udspillet bygger på en helt grundlæggende præmis om, at vi skal se de sociale indsatser som investeringer i stedet for at opfatte dem som udgiftsposter, siger Thomas Adelskov og fortsætter:

 - Det betyder, at der er brug for, at kommunerne tager budgettet på børne- og ungeområdet op til overvejelse og laver en klar strategi for, hvordan man prioriterer investeringer samt er opmærksom på, hvor gevinsterne hentes på kort og lang sigt. Der er ikke tale om en spareøvelse – tværtimod er der tale om at sætte ind med midler dér, hvor vi kan skabe en forandring tidligt, baseret på en viden om, hvad der virker.


Nyhedsoverblik