KL ser frem til nyt samarbejde

Formand for KL og borgmester i Kalundborg Kommune, Martin Damm (Venstre), glæder sig til at samarbejde med den nye regering.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

KL ser frem til at få et tæt samarbejde med den kommende regering om blandt andet sundhed, uddannelse og vækst. Det skriver KL i en pressemeddelelse.

- Først og fremmest opfordrer vi den kommende regering til hurtigt at indkalde os til drøftelser af kommunernes økonomi for 2016, så kommunerne kan komme i gang med budgetlægningen. Og vi går til forhandlingerne med en klar forventning om at få økonomi til at løfte de kommunale opgaver, siger Martin Damm (Venstre).

- Flere kommuner begynder at blive pressede på servicerammen. Det skyldes, at vi i de senere år har reduceret udgifterne markant og bidraget til økonomisk genopretning. Men det skyldes også, at antallet af ældre stiger, og en del kommuner begynder f.eks. også at mærke et udgiftspres på det specialiserede socialområde igen. Når kommunerne har ansvaret for langt hovedparten af den borgerlige service, så er det altså også afgørende, at vi i højere grad får andel af den offentlige sektors økonomiske råderum - både i forhold til service og anlæg, siger Martin Damm.

Ny løsning for flygtninge

KL har også en forventning om, at den kommende regering snarest vil se på en løsning for de ekstra flygtninge, som kommunerne står til at modtage i 2016.

Kommunerne kan blive hårdt ramt af den refusionsreform på beskæftigelsesområdet, som træder i kraft ved årsskiftet. Her ændres refusionsprocenten nemlig, så kommunerne ikke længere får 50 procent af kontanthjælpsbeløbet tilbagebetalt, men fremover kun får 20 procent.

- Flygtninge kommer typisk på kontanthjælp og tager længere tid at få ud på arbejdsmarkedet. Og derfor kam refusionsreformen altså blive en meget stor økonomisk udfordring for de kommuner, der modtager flygtninge. Det skal vi selvfølgelig have set på sammen med regeringen, siger Martin Damm.

To andre emner KL vil sætte fokus på er sundhedsvæsen og vækst.


Nyhedsoverblik