Par får nedsat straffen for kirkesex

En sag om et pars sexeskapader og hærværk i en række vestsjællandske kirker blev i dag behandlet i Østre Landsret. Her fik de nedsat straffen fra byretten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Retten i Holbæk kendte i april et par skyldig i at have haft sex og begået hærværk i en række vestsjællandske kirker.

De blev hver især idømt 60 dages fængsel.

I dag kørte sagen så i Østre Landsret - og her fik parret på 30 og 35 år nedsat deres straf til en betinget fængselsstraf på 40 dages fængsel.

Det betyder, at de først skal ind og afsone, hvis de bryder loven igen.

Anklageren havde krævet tre måneders fængsel, mens parrets forsvarere ville have dem frifundet. Det skriver Ekstra Bladet.

Læs også: Anker dom for altersex

Kirkesex var fis og ballade

Parret har erkendt at have haft sex i flere af kirkerne - de filmede det selv med et videokamera. De havde sex på alteret, døbefonden og præstestolen.

Begge har forklaret, at der var tale om fis og ballade, og at de ikke havde gjort det for at genere nogen.

En del af hærværket nægter parret at stå bag.

Læs også: Dyrkede sex på alteret i kirke

Præst: Voldsomt blasfemisk

Men sådan opfatter de ansatte i de berørte kirker det ikke.

- Jeg vurderer det til voldsomt blasfemisk hærværk, sagde sognepræsten ved kirkerne i Ubby og Jorløse ved Kalundborg, der begge ifølge anklageskriftet har haft besøg af duoen.

Ved dagens retsmøde bekræftede han ifølge Ekstra Bladet sine udsagn fra byretssagen.

Men parret nægter, at der var tale om usømmelighed.

De har også fortalt, at de forud for eskapaderne havde ringet til fire forskellige præster - ikke fra de berørte kirker - og spurgt, om det var ulovligt at dyrke sex i kirker. 

Det havde præsterne angiveligt svaret nej til.

Usømmeligt eller ej?

I sin afsluttende procedure beskrev anklageren, hvordan hun mente, at parret målrettet havde gået efter af udføre usømmelige handlinger.

- Det kan man se på de steder, parret har valgt at have sex. Der er tale om meget symbolske steder - alter, døbefond og præstestol. Steder, der er meget centrale for de kirkelige handlinger, sagde anklageren ifølge Ekstra Bladet.

Omvendt begrundede forsvarer Anders Schønemann Olesen, sit krav om frifindelse i, at vi danskere nu er langt mere verdslige end for godt hundrede år siden, hvor usømmelighedsparagraffen blev indføjet i straffeloven.

 

 


Nyhedsoverblik