Killinger døde efter at være blevet efterladt i papkasse

4 killinger har mistet livet, efter at de torsdag blev fundet i en flyttekasse i Nakskov.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det kom til at koste 4 killinger livet, at de forleden blev efterladt udenfor i kulden i en flyttekasse.

Torsdag blev de fundet af en vicevært i et boligkvarter i Nakskov, og den lokale afdeling af Dyrenes Beskyttelse kom så og hentede dem.

- Det er noget forfærdeligt svineri. Det er noget af det mest modbydelige, man kan gøre, siger Bjarne Bundgaard, der er kredsformand for Dyrenes Beskyttelse i Storstrømsområdet.

For svage til at overleve

Han gætter på, at killingerne er blevet efterladt af en beboer i området. Killingerne lå i en kasse med tæpper og et håndklæde, men med bare 3 uger på bagen, var de ikke gamle nok til at klare sig selv, og nu er de altså døde.

- Fredag aften blev jeg ringet op af kattehjemmet, der havde overtaget dem. Ejeren her fra fortalte, at 2 af killingerne var døde, og at dyrelægen havde været og tilse de 2 sidste, men aflivet dem, fordi de var så dårlige. De har ikke kunnet klare sig uden mad og varme fra moren, og jeg gætter på, at det er årsagen til, at de døde, siger Bjarne Bundgaard.

Kedelig tendens

Han fortæller, at det efterhånden er en kedelig tendens, at folk efterlader deres dyr tilfældige steder. Han har både oplevet slanger, en særlig øgleart og så killinger være blevet forladt af deres ejere.

- Mange anskaffer sig et dyr, og så finder de ud af bagefter, at det koster nogle penge at passe dem. Så bliver dyrene efterladt på de her måder i stedet for at komme af med dem mere humant. Man burde se, om man kunne få dem afsat til andre eller også få dem aflivet. Men det koster selvfølgelig penge, og det er nok en af årsagerne til, at folk skuller sig af med dyrene på de her måder, siger Bjarne Bundgaard.

Sagen er meldt til politiet.


Nyhedsoverblik