Killinger bliver efterladt som aldrig før

Falsters Kattehjem i Stubbekøbing drukner i øjeblikket i killinger, fordi ejerne tager på ferie eller af andre årsager ikke længere kan tage hånd om dyrene.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sommer betyder ferie – og flere uønskede katte.

Det mærker de især på Falsters Kattehjem i Stubbekøbing, hvor et rekordstort antal killinger for tiden bliver efterladt og afleveret på internatet. Alene i løbet af den seneste uge er mere end 20 killinger kommet til.

- Lige nu vælter det ind med dem. F.eks. fandt vi i morges en kasse uden for, hvor der lå seks killinger i, og det er jo desværre den klassiske historie, at folk bare sætter dem af, når de ikke kan finde en anden løsning på deres problemer, siger Jens Petersen, som er internatleder på Falsters Kattehjem.

Danskerne rejser væk

Antallet af hjemløse katte stiger især om sommeren. Jens Petersen mener, det blandt andet kan skyldes, at danskerne rejser væk, eller at de ikke  magter selv at passe dem. 

- Det er lidt ansvarsløst. Når man nu engang har påtaget sig at få dem, så må man også tage ansvar for det – uanset om vi befinder os i sommerferien eller udenfor, siger han.

Finder du en kat i nød i naturen, skal du ringe på Dyrenes Vagtcentral på telefonnummer 1812.


Nyhedsoverblik