Kendte ansigter vil bevare gård i Rørvig

Bent Fabricius-Bjerre går sammen med andre kendte ind i kampen for at bevare Lodsoldermandsgaarden i Rørvig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det har været kongens faste feriested, det har været oldermandens lodssted og bolig, det har været toldsted. Og det har været et fast samlingssted i Rørvig siden 1681. Nu kæmper en gruppe private initiativtagere for, at lodsoldermandsgaarden ved Rørvig Havn skal bevares. Gruppen af initiativtagere tilknyttet foreningen Rørvig By og Land, har nu fået ekstra forstærkning i kampen i form af kendte ansigter som komponisten Bent Fabricius-Bjerre, forfatteren Jussi Adler-Olsen og den tidligere finansminister Thor Pedersen (V).

- Vi er glade for, at der blandt de op imod 35 personer der allerede hjælper nu, kommer nogle offentligt kendte personer, der bakker op om vores arbejde. Det håber vi, kommer til at skabe en positiv påvirkning. Vi skal indsamle et meget stort beløb fra fonde og private, vi håber, det får en vis betydning, når nogen står frem og støtter, fortæller Bo Bræstrup, der er næstformand i foreningen Rørvig By og Land.

De tre kendte herrer har alle selv en tilknytning til stedet og ønsker derfor at hjælpe med at bevare det.

Vil skabe kulturelt samlingspunkt

Foreningen Rørvig By og Land vil købe gården og restaurere den, så den igen kan blive et kulturelt samlingssted i Rørvig.

- Vi vil ikke lave et museum som sådan, men vi vil skabe et sted med formidling af lokalhistorien, herunder den maritime kulturarv, og udstille Rørvig-malerne som stammer helt tilbage fra 1870’erne, fortæller Bo Bræstrup.

Derudover skal det være et socialt samlingssted, hvor der er mulighed for at spise og deltage i musikarrangementer. Bent Frabricius-Bjerre har selv spillet på lodsen til flere Jazzkoncerter i tidens løb.

Lodsoldermandsgaarden blev etableret i 1681, den har fungeret som Toldsted, Lodsstation og bolig for oldermanden samt et fast årligt sommerbesøg af kong Chr. X.

Foreningen har lavet en aftale med ejeren om, at de må købe lodsen for seks – syv millioner kroner inden 1. april. Derefter kommer restaureringen.

 

Du kan læse mere om foreningens arbejde her


Nyhedsoverblik