Kattegatbro skal undersøges

Der tegner sig nu bred politisk opbakning til en nærmere undersøgelse af en Kattegatforbindelse, og det vækker begejstring i Østjylland.

Århusborgmester Nicolai Wammen (S) kalder det et afgørende gennembrud, at et bredt flertal i Folketinget nu melder ud, at de er klar til at afsætte de nødvendige penge til en forundersøgelse af en fast forbindelse over Kattegat.

- Det er en fantastisk vigtig melding. Der er tale om et visionært projekt, der blandt andet betyder, at rejsetiden mellem Århus og København kommer ned på bare en time. En fast forbindelse over Kattegat vil derfor have en enorm positiv betydning for både miljø, erhvervsliv og turisme i hele Danmark, udtaler Wammen.

Ifølge regeringens Infrastrukturkommission løser en Kattegatbro ikke de presserende trafikproblemer de kommende mange år bl.a. på motorvejen syd for Århus og omkring Vejlebroen. Desuden vil undersøgelsen løbe op i tocifret millionbeløb, der kan bruges bedre, mener kommissionen.

Men intet af det gør indtryk på folketingets trafikpolitiske ordførere. Selvom regeringen først vil tage stilling til en Kattegatundersøgelse, når Infrastrukturkommissionens rapport officielt foreligger til januar, så fastholder også de borgerlige trafikordfører, at Kattegatforbindelsen skal undersøges nærmere.

- Jeg tager det ikke så tungt, at Infrastrukturkommissionen ikke synes, det er en god idé. Hvis vi vil noget med en god infrastruktur i Danmark, skal vi have en undersøgelse for at få et oplyst grundlag. Det håber jeg, regeringen indser, siger den konservative trafikordfører Henriette Kjær til Jyllands-Posten.

Også trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen (V) vil i Venstres folketingsgruppe anbefale en undersøgelse.

Transportminister Carina Christensen (K) har sagt, at hun først vil drøfte sagen med ordførerne, når kommissionens betænkning er klar.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App