Kampklædt politi med maskinpistoler i aktion på Stevns

Foto: TV ØST

En mand blev onsdag anholdt i en dramatisk aktion ved Store Heddinge på Stevns, hvor politifolk med maskinpistoler tvang hans varevogn til at stoppe.

Politifolk med maskinpistoler, veste og hjelme blev onsdag formiddag indsat i Store Heddinge på Stevns, hvor en mand blev anholdt.

Det fortæller øjenvidner til TV ØST. 

Det er dog uvist, hvad der fik politiet til at tage så dramatiske forholdsregler ved anholdelsen. Politiet ønsker nemlig ikke at kommentere på sagen.

Stoppet med maskinpistoler

Anholdelsen fandt sted på Bjælkerupvej ved Store Heddinge, hvor fire politifolk med maskinpistolerne rettet mod en varevogn fra et kontorforsyningsfirma ifølge øjenvidner tvang den til at stoppe.

Politiet tvang føreren ud af vognen og ned på jorden, hvor en politimand trykkede ham ned mod vejen. Senere fik han hvidt overtrækstøj på og blev kørt fra stedet, forklarer Niels-Erik Villadsen fra Store Heddinge, der bor lige ved det sted, hvor aktionen fandt sted.

Han fortæller, hvordan trafikken blev ledt væk fra stedet, og hvordan naboerne til aktionen blev bedt om at droppe havearbejdet og forlade forhaverne.

- Det var ret dramatisk, forklarer Niels-Erik Villadsen, der undrer sig over, at politiet ikke har offentliggjort informationer om aktionen.

Fuld udrykning

Videooptagelser fra stedet viser, at mindst fem betjente var indsat på stedet. De ankom i civile køretøjer, men med fuld udrykning.

Midt- og Vestsjællands politi bekræfter torsdag, at der har fundet en anholdelse sted i området onsdag, men ønsker ikke at oplyse yderligere om sagen, da den er foretaget af betjente fra Københavns Politi. Også Københavns Politi afviser at komme med oplysninger om anholdelsen. 

00:33 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App