Kampagne for bedre trafikkultur

En god adfærd i trafikken gavner både bilisterne og trafikafviklingen. En ny kampagne fra FDM kommer med råd til en bedre trafikkultur.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når trafikken er tæt, kan det være fristende at give gas frem for at lade andre biler få plads i køen. Men køreturen bliver mere behagelig, når der er overskud til at give plads og passe på hinanden, lyder påmindelsen fra FDM.

En ny kampagne fra FDM sætter fokus på trafikkulturen og kommer med råd til, hvordan man udviser hensyn i trafikken.

De fleste bilister ved godt, at selvfølgelig skal man ikke bruge hornet unødigt, hidse sig op, eller bare forsøge at presse sig foran de andre biler.

- Men i en stresset hverdag sker det, at man glemmer det. Med lidt humor fokuserer kampagnen på, hvordan vi skaber en god trafikkultur. Og den begynder med en selv, siger Thomas Møller Thomsen, administrerende direktør i FDM.

FDM har oprettet en side på internettet med gode råd og forslag til, hvad man selv kan gøre for at bidrage til en god trafikkultur.

- En god trafikkultur er mere end et vink til nabobilen. Det handler også om at køre i en sikker bil, udvise hensyn til miljøet og huske, hvilke regler der gælder, når man kører på vejene, siger Thomas Møller Thomsen.

Kampagnen kører i hele oktober og kan ses bag på busserne, på internettet og i aviser.

Du kan læse mere på http://www.gotrafikkultur.dk/ hvor du også kan skrive dit forslag til, hvad der skaber en god trafikkultur.


Nyhedsoverblik